Verdens dårligste mor!

At blive mor smadrede mit i forvejen ringe selvværd fuldstændigt! Jeg kunne slet ikke finde ud af det…! Det, der var meningen med mit liv og som skulle være dejligt og fantastisk blev den største udfordring nogensinde!

Mit største ønske i hele verden var at blive mor. Det føltes som meningen med livet! Så da jeg som 29-årig blev gravid, var jeg det lykkeligste menneske i verden!

Men da hun kom, min datter, vidste jeg slet ikke, hvordan man skulle være mor. Det var svært at få amningen i gang. Hun kunne ikke få ordentligt fat i brystvorten, fordi mine bryster var totalt udspilede og overfyldte med mælk, så hun suttede min ene brystvorte halvt i stykker og tabte 50 g! de første par dage. Det første tegn for mig om, at jeg var verdens dårligste mor!

Da vi kom hjem fra hospitalet hylede hun og skreg og jeg havde rigtig svært ved at aflæse hende og svært ved at trøste hende. Næste tegn på, at jeg var verdens dårligste mor!

Jeg brugte det meste af min vågne tid på at læse bøger og artikler om spædbørn og jeg talte også med min mand om mine frustrationer. Det var svært at skjule for ham, hvordan jeg havde det. Jeg tudede efterhånden lige så meget som vores datter.

Egentlig havde jeg brug for aflastning og for at min mand tog sig af hende ind i mellem, men jeg kunne heller ikke få mig selv til at forlade hende.

Jeg beundrede i smug de mødre, jeg kendte, der var rolige og afslappede omkring deres børn og samtidig skammede jeg mig over, at jeg ikke kunne finde ud af at være på samme måde. Derfor lod jeg som om, at jeg havde det godt og havde styr på det, når jeg en sjælden gang vovede mig ud blandt andre.

Jeg var jo sådan én, der havde styr på det. Tingene skulle helst være perfekte.

Da min datter var syv måneder gammel, skulle jeg tilbage på arbejdet. På den ene side glædede jeg mig til at slippe lidt for hende. Det sagde jeg ikke til nogen! Alene tanken gav mig dårlig samvittighed og ondt i maven. Hvordan kunne jeg dog tænke sådan?! Og på den anden side kunne jeg slet ikke holde tanken ud om, at hun skulle være hos en fremmed dame i mange timer. En som slet ikke kendte hende og måske slet ikke kunne aflæse hende. Hvad nu, hvis hun var ked af det og bare fik lov at ligge og skrige?!

Syv måneder efter blev jeg sygemeldt med stress og mild depression!

Jeg bebrejdede mig selv og kritiserede mig selv – hvad fanden var der galt med mig? Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af at være en god mor? Min værste frygt, frygten for at være en dårlig mor, blev til virkelighed. Eller sådan følte jeg det i hvert fald.

Sandheden er, at jeg var en god mor! Jeg gjorde ALT, hvad jeg kunne for at forstå min datter og for at imødekomme hendes behov. Men jeg havde urealistiske forventninger til mig selv. Jeg troede, at jeg var en dårlig mor, hvis jeg ikke kunne trøste min datter og forstå hendes behov til enhver tid. Det betød så meget for mig at blive mor og at gøre det rigtigt, at jeg havde givet mig selv en umulig opgave. Hun måtte aldrig lide! Hun måtte aldrig være ked af det! Hun måtte aldrig føle, at hun ikke blev forstået!

Det er klart, at hvis man får en umulig opgave, som ingen, ikke engang den sejeste person i hele verden kan klare, så taber man. Så jeg tabte. Ofte. Og tabet fik mig til at føle mig som den dårligste mor i verden. De høje forventninger, som ingen kan leve op til, gav mig dårlig samvittighed, gjorde mig stresset, ulykkelig og deprimeret.

Omkring 10% af alle mødre får en fødselsdepression og op imod en fjerdedel oplever det, man kalder en efterfødselsreaktion. Jeg var en af dem. Men jeg fik slet ikke den hjælp, jeg havde brug for. Heller ikke da jeg blev sygemeldt. Jeg var sygemeldt i syv måneder, så havde jeg ikke samvittighed til at gå hjemme længere. Men jeg havde det stadig ikke godt.

Det var først flere år efter, jeg begyndte at få det godt med min rolle som mor og med mig selv. Det var først, da jeg begyndte at lære, hvordan jeg tager mig kærligt af mig selv. Da jeg lærte, at jeg er god nok, som jeg er og da jeg erfarede, at jeg ikke er den eneste, der har udfordringer i livet og at det dermed ikke er noget at skamme sig over, at man ikke er svag, fordi man har udfordringer og ikke klarer det hele til et 12-tal. Tvært imod har jeg lært, at det er vigtigt at kunne være sårbar. Hvis vi gør os hårde og gemmer os bag en facade, bliver vi ensomme og føler os forkerte. Sårbarhed er at være modig. Sårbarhed er at række ud efter hjælp. Sårbarhed er kilde til empati, kærlighed og forbundethed.

Som lifecoach og hypnoterapeut har jeg nu redskaberne til at hjælpe andre kvinder ud af skammen. Ud af den dårlige samvittighed og ud af depressionen. Så på den måde blev meningen med mit liv, som blev til min største udfordring igen til meningen med mit liv. Det som jeg kan bidrage med <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.