Spiser du også for meget, eller hvad dulmer du dine følelser med?

45454975 - eating late at night in front of the computer

“Det er værst, når jeg er alene”, hører jeg mange kvinder sige, når de kommer til mig for at få hjælp til at få stoppe med at overspise.

Eller:

“Når jeg er færdig med alle dagens gøremål. Når jeg har ryddet op efter aftensmaden, puttet ungerne og smurt madpakker til næste dag, så skal jeg bare have noget at proppe i hovedet. Selvom jeg slet ikke er sulten, så skal jeg bare have noget alligevel.”

“Det er lidt som om en anden tager over og jeg bliver parkeret. For jeg kan godt samtidig tænke, at jeg ikke skal gøre det, men hende, der tager over, hun tager fuldstændig over og styrer mig.”

“Jeg er simpelthen så træt af det, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe med at overspise.”

Kender du det?

Kunne det lige så godt være dig?

Eller måske er det noget andet end mad, du dulmer dine følelser med…?

Ja, for det er det, vi gør, når vi spiser for meget, ryger for meget eller drikker for meget. Vi dulmer vores følelser.

Det kan også være en anden form for dulmen eller adspredelse – for meget arbejde, overdrevet meget sport, shopping eller tv. Noget som vi på en eller anden måde er blevet afhængige af. Noget som vi ikke kan styre.

 

Du skal lære at rumme dine følelser

Rigtig mange af os har ikke lært at håndtere vores følelser, da vi var børn. Vores forældre vidste ikke, hvordan man gjorde og så kunne de heller ikke lære os det.

Så hvis du har problemer med overspisning eller på anden måde er afhængig af et eller andet, så er det en af de ting, du skal til at lære nu.

Du skal lære at rumme dine følelser.

 

Er det virkelig dét, det handler om?

Ja, det er det!

En eller anden følelse dukker op, når du er færdig med dagens gøremål og der er ro i huset. En eller anden følelse, som du ikke (ubevidst selvfølgelig), har lyst til at mærke.

Mange tror, at de dulmer på følelsen af kedsomhed, men det er ofte bare en flugt. Kedsomheden dækker i virkeligheden ofte over en anden langt mere smertefuld følelse.

Det kan være:

  • Frygt, angst, bekymring, eller stress
  • Tristhed, modløshed, håbløshed, sorg eller ensomhed
  • Vrede, frustration, irritation eller utilfredshed
  • Skam eller skyld

Følelsen dukker op, fordi du skal tage dig af den. Måske har den boet i din krop i rigtig mange år og den vil fortsætte med at bo i din krop indtil den dag, du tager dig af den. Indtil du tør at føle følelsen.

Vejen ud af en følelse er gennem følelsen! Den eneste vej!

Følelser forsvinder ikke, fordi vi fejer dem ind under gulvtæppet eller forsøger at lægge låg på dem med mad eller ved at slå dem ihjel med nikotin eller alkohol. Det kan ikke lade sig gøre.

Du kender det sikkert, hvis du har børn. Et barn, der er dybt ulykkelig og hyler og tuder i vilden sky, vil hyle endnu mere og endnu højere, hvis du siger: Ahh, pjat med dig. Men i det øjeblik, du anerkender barnets følelse og siger: Nåå, lille skat, er du ked af det? Nu skal jeg trøste dig. Så vil barnet falde til ro, fordi du hjælper barnet med at rumme følelsen. Og så vil den stille og roligt slippe og forsvinde.

Så det, du skal i gang med at lære er, at følelser ikke er farlige. Følelser er bare følelser.

Det kan godt være, at du bliver lige så bange, som hvis du stod overfor et virkeligt monster, hvis du tillader din frygt for… at blive forladt fx… eller at være en fiasko… eller hvad det nu er, som lige netop du er bange for, at komme op til overfladen. Men selvom du bliver virkelig virkelig bange og ryster af skræk, så vid, at det ikke er farligt. Du dør ikke af det!

I virkeligheden er det langt mere farligt at undlade at mærke sine følelser. Ufølte følelser skaber ubalance i krop og sind og gør os deprimerede, angste eller simpelthen fysisk syge. Og så er der alt det gift – nikotin, koffein, alkohol, sukker og usund fedt, som vi stopper i os selv…

 

Mit bedste tip til at rumme dine følelser 

Det bedste råd jeg kan give dig er i virkeligheden ganske simpelt, men samtidig er det for mange rigtig rigtig svært.

Du skal trække vejret, når du mærker en ubehagelig følelse!

Når vi mærker en ubehagelig følelse, vil vi nemlig ofte per automatik holde op med at trække vejret helt ned i maven. På den måde undgår vi at mærke følelsen.

Prøv lige at mærke efter – hvor langt ned trækker du vejret?

Når vi er trygge og rolige, trækker vi vejret helt ned i bunden af maven, mens vejrtrækningen stopper ved lungerne, når vi er urolige, anspændte og utrygge.

Så næste gang du mærker en ubehagelig følelse, skal du stoppe op og sige til dig selv:

Hey, nu mærker jeg en følelse, jeg ikke har lyst til at mærke.

Nu får jeg lyst til at spise en kage (eller hvad det nu er, du plejer at få lyst til).

Men nu gør jeg noget andet, end jeg plejer.

Jeg tager mig af min følelse (som en mor tager sig af sit barn).

Og måden jeg gør det på, er ved at sige til mig selv, at det kun er en følelse – den er ikke farlig at mærke.

Og jeg trækker vejret helt ned i bunden af maven!

 

Er overspisning eller anden form for dulmen blevet et kæmpe stort problem for dig?

Har du brug for hjælp til at slippe din trang?

Klik på linket herunder og book en GRATIS AFKLARENDE SAMTALE

https://jannemarchman.wufoo.com/forms/z1m4mtzh1k9jz1v/

Eller skriv en mail på jannemarchman@gmail.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.