Når stress og depression skyldes vores egne tårnhøje forventninger

Frustreret og deprimeret kvinde Når stress og depression skyldes vores egne tårnhøje forventninger 

I sidste uge handlede nyhedsbrevet om at stille urimeligt høje krav til os selv – krav om at vi skal være en superwoman og fejlfri i alt, hvad vi gør. I denne uge handler nyhedsbrevet om dengang, jeg selv var en af dem, der stillede tårnhøje krav til mig selv. Krav, der var umulige at leve op til og som derfor gjorde mig syg af stress og depression. I 2006 var jeg gravid. Jeg ventede mit første barn og jeg var SÅ lykkelig! At blive mor og skabe en familie var mit allerstørste ønske. På det tidspunkt var det mit livsformål. Det var så kæmpe stort og betydningsfuldt.  Det var simpelthen meningen med livet for mig. Fordi det betød så meget for mig, havde jeg naturligvis en masse forventninger til det at være mor. Jeg forventede faktisk, at jeg skulle være den bedste mor i hele verden. Mit barn skulle føle sig forstået, rummet og anerkendt HELE tiden! Ikke bare det meste af tiden, nej, HELE TIDEN! Mit barn måtte aldrig føle sig forladt, forkert, misforstået eller uelsket! På det tidspunkt tvivlede jeg ikke på, at jeg skulle være den bedste mor i verden og at jeg altid ville kunne mærke mit barns behov og at jeg altid ville kunne opfylde mit barns behov. Jeg var med andre ord ikke det mindste klar over, at min forestilling om det at være mor, var en illusion – at det IKKE VAR MULIGT. Jeg var komplet naiv! Der gik ikke mange dage efter jeg havde født, før jeg mærkede, at jeg blev frustreret og ked af det. Det var svært at amme, noget jeg troede ville være nemt, for det er jo noget af det mest naturlige i hele verden. Men det var svært og det gjorde ondt og min datter skreg og var ulykkelig. Og jo mere hun skreg, jo mere ulykkelig blev jeg. Hun var en fin og velskabt baby og hun vejede 3500 g, da hun blev født. Dagen efter fødslen havde hun tabt sig et par gram og det var jo meningen, at hun skulle tage på! Så jeg konkluderede selvfølgelig, at det måtte være fordi, jeg ikke var god nok til at amme, at det var mig, der var noget galt med og at jeg ikke var en god nok mor. Selvom jeg fik at vide, at det var ganske normalt, at spædbørn tabte sig et par gram det første døgn, syntes jeg, det var ganske forfærdeligt! Nogle gange skreg hun og var utrøstelig og det gjorde næsten fysisk ondt i mig, når jeg ikke var i stand til at trøste hende. Min mand var faktisk bedre til at trøste hende, selvom han ikke gav hende mad. Det handlede selvfølgelig om, at han var meget mere rolig og afslappet omkring hende, men det var ikke noget, der fik mig til at få det bedre, tværtimod. Jeg følte mig som verdens mest elendige mor! Som dagene gik kom amningen i gang og min datter havde det godt. Men som alle forældre ved, kommer der hele tiden nye udfordringer. Små børn udvikler sig ekstremt hurtigt og så snart man lige har fundet ud af, hvordan man skal håndtere en udfordring, så kommer den næste. Ny udviklingsperiode, ny kost, ny søvnrytme osv. Så har de ondt i maven, så er de overtrætte, eller overstimulerede eller er de måske sultne, eller har de det for varmt eller er der tænder på vej, eller hvad er der galt, siden de græder?! Gys mand! Det var fandeme mit livs udfordring! Og det gjorde mig dødhamrende stresset! Jeg piskede rundt for at gøre alting rigtigt og forsøge at være den gode mor, jeg så gerne ville være. Jeg brugte stort set al min vågne tid og energi på at være mor. Jeg læste også en hel masse bøger og magasiner om børn – børns fysiske og mentale udvikling, kost og søvn. Jeg havde en god fornemmelse af, hvad der var rigtigt, men jeg forventede som sagt, at det skulle være rigtigt 110% af tiden og det kunne jeg ikke leve op til. Så selvom jeg har været en god mor, så følte jeg mig som en dårlig mor, fordi jeg bare aldrig var god nok. Så min stress udviklede sig og blev værre og værre. Da min datter var 7 måneder gammel begyndte jeg på arbejde igen. Jeg var ulykkelig. Jeg syntes på den ene side, det var rart at slippe lidt for at være mor, for det var jo så frygtelig hårdt, men på den anden side, havde jeg det endnu mere forfærdeligt over at aflevere hende til en fremmed – hun kunne ikke engang sidde selv…! Jeg var sikker på at dagpleje moderen ikke var i stand til at forstå hende og opfylde hendes behov. Så da min datter var lidt over et år knækkede filmen og jeg blev sygemeldt med stress og en mild depression. I dag er det så tydeligt for mig at se, hvad det handlede om dengang. Jeg kender også årsagerne til mine udfordringer og i dag har jeg lagt den perfektionistiske mor på hylden og accepteret den uperfekte, men dengang kunne jeg ikke engang se, hvad problemet var. Dengang troede jeg også, at jeg var den eneste, der ikke kunne finde ud af at være en god mor. I dag ved jeg, at der er tusindevis af kvinder, der vil kunne nikke genkendende til min historie. Det er en af grundende til at jeg deler den. Jeg deler den også for at bryde et tabu og for at fortælle, at det godt kan lykkes at vende skuden – at ændre sit syn på sig selv og på verden og finde glæde, ro og overskud. De aller kærligste hilsner Janne Kristine Marchman
Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.