Hvornår kommer man i mål?

Vej til hjerte

Da min personlige rejse begyndte for ca. 3½ år siden, troede jeg, at jeg skulle ud på en rejse for at finde mig selv, og at når jeg havde fundet mig, var rejsen slut.

På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg slet ikke skulle finde mig – jeg havde jo været der hele tiden! Jeg havde bare glemt, hvem jeg var – så det jeg skulle, var at genfinde mig selv. Jeg kan tydelig huske, da den erkendelse landede. Det var på en løbetur i skoven og det var et lykkeligt øjeblik.

På et senere tidspunkt fik jeg følelsen af at komme hjem til mig selv. Det var et kæmpe gennembrud! Det var på første modul af min coach uddannelse i september 2012. Jeg følte det som om, jeg havde fået en gave, jeg havde længtes efter i årevis uden at vide, hvad det var, jeg længtes efter og derfor var jeg fuldstændig overvældet og meget meget rørt. Tårene løb ned af kinderne og jeg tror faktisk, jeg hulkede. 

Derefter kan jeg ikke huske, hvornår jeg igen fik følelsen af at komme hjem, men den er gradvist kommet oftere og oftere. I begyndelsen skulle jeg have hjælp af andre til at finde derind fx i forbindelse med en meditation eller også kom den af sig selv engang i mellem.

I dag er det faktisk sådan, at jeg selv kan finde derind og at jeg befinder mig der dagligt. Dog bliver jeg stadig taget af mine følelser og hopper ud i en rolle lige så tit – altså hver dag. Men i takt med at min bevidsthed vokser jo nemmere har jeg ved at opdage, når jeg er styret af mine følelser og jo nemmere har jeg ved at komme hjem og tage styringen tilbage.

Min pointe med dette nyhedsbrev er, at fortælle dig, at der ikke er et mål. Lykke lander ikke lige pludselig. Lykken kommer i glimt. Jeg tror, det er de færreste mennesker, der fuldstændig lever fra deres inderste kerne – måske Dalai Lama…Men ud over ham, bliver vi alle sammen udsat for “prøvelser” konstant. Vi bliver ved med at møde mennesker, der trigger os og der bliver ved med at ske ting i vores liv, der gør os kede af det. Når én udfordring er klaret, så kommer den næste bare. Det kaldes at vokse – at lære – at udvikle sig og det er det, vi skal – hele livet. Men vi bliver bedre og bedre til at klare de udfordringer, vi møder, når vi vokser. Og vi bliver ikke liggende i de huller, vi falder i nær så længe – dybden af hullerne bliver også mindre, efterhånden som vi bliver bedre til at finde hjem. Og på et tidspunkt kan lykke blive en grundfølelse man har mere eller mindre hele tiden, men sorg, tristhed og frygt forsvinder ikke.

De kærligste hilsner og rigtig god rejse

Janne

Tagget , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.