ER DET OKAY AT HAVE BRUG FOR KÆRLIGHED?

par holder i hånden

De færreste af os er i tvivl om, at børn har brug for kærlighed. Børn næres og vokser af kærlighed og har brug for kærlighed i lige så høj grad som de har brug for mad og søvn, hvis de skal vokse op og blive sunde, stærke og harmoniske mennesker, det ved vi.

Anderledes forholder det sig med os, når vi er blevet voksne. Så forventes det ligesom, at det er noget, vi selv skal sørge for. Vi lærer, at vi ikke må være afhængige af andres kærlighed, men at vi skal lære at elske os selv og fylde vores egne huller indefra. Først da vil vi være i stand til at elske andre betingelsesløst. Når vi ikke længere vil have kærlighed, men bare en at dele den med, så er vi i mål. Men give kærlighed må vi gerne og det forventes faktisk også, at vi gør det. Vi snakker med dem, der har brug for vores trøstende og anerkendende ord, vi hjælper dem, der har brug for vores hjælp og vi kysser og krammer vores kære.

Problemet er, at det er de færreste af os, der er i stand til at fylde os selv op med kærlighed indefra. Det er uden tvivl et fantastisk mål at have, men det er også et fuldstændig urimeligt krav at stille til os selv, at vi bare skal kunne det. De færreste af os har haft følelsen som barn af at være elsket betingelsesløst, så hvordan skulle vi kunne det som voksne? Det er først noget vi må lære, og det tager tid.

Et andet problem er, at når vi giver og giver og ikke selv bliver fyldt op, så tømmes vores kærlighedsbeholder. Vi er ikke anderledes end børn, vi næres også som voksne af kærlighed. Vi har brug for at vide, at nogen holder af os, værdsætter os som menneske og værdsætter vores selskab. Men vi kan ikke kræve kærlighed fra andre, i så fald vil det ikke være kærlighed, vi modtager. Men vi kan ønske det og vi kan bede om det. Og finder vi ud af, hvordan vi bedst mærker, at nogen holder af os og hvordan vores nærmeste bedst mærker vores kærlighed, det man kalder kærlighedssprog, så er man godt på vej.

Det er så vigtigt at anerkende virkeligheden sådan som den er! Hvis vi ønsker en anden virkelighed end den, der findes lige nu, så bliver vi frustrerede og fortvivlede. Hvis vi forventer noget af os selv, som vi endnu ikke har lært, så bliver vi kede af det og måske kritiske over for os selv.

Så er det okay at have brug for kærlighed? Ja, det er okay, at have brug for kærlighed. Det er bare sådan, det er. Vi er kun mennesker og vi må ikke forvente det umulige af os selv. Vi har alle brug for kærlighed.

Tagget ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.