At tilgive er at give sig selv en bedre fremtid

Tilgivelse

Eller at låse døren op for at løslade nogen og opdage, at man selv er fangen!

Man kan også sige, at tilgivelse er at opgive håbet om en bedre fortid.

Når du bliver ved med at ønske, at din fortid var anderledes, bliver du ved med at være vred, bitter eller sorgfuld.

Er der nogen, andre eller dig selv, du ikke har tilgivet for noget, der er sket engang i fortiden, så lader du med andre ord oplevelser fra fortiden styre dig og dit liv netop nu. Spørg dig selv om det er det værd – at spilde din kostbare tid og din energi på at lade oplevelser fra fortiden have betydning for dit liv i dag. Du kan også spørge dig selv, om den vrede du bærer på over en hændelse i fortiden gør dig godt.

Ønsker du at dem, der har gjort dig fortræd (forsætligt eller uforsætteligt) selv skal mærke smerten eller blot erkende, hvad deres adfærd har gjort ved dig? Så spørg dig selv om din vrede, den gift du skænker i glasset, hvem er det i virkeligheden, der drikker af den hver dag?

Ved at tilgive andre, sætter du dig selv fri af smerten og ved at tilgive dig selv sætter du ligeledes dig selv fri af smerten. Smerten er i virkeligheden en stor mængde sammenpresset energi. Og når du frigiver denne energi, vil det mærkes som en lettelse. Måske vil du endda føle dig lettere, hvis det er en stor mængde, du holder indespærret.

At sætte dig selv fri, kan være svært, hvis man føler, man har gjort noget meget slemt og fortjener at blive straffet. Men tilgiver du dig selv og frigiver energien, vil det ikke kun komme dig selv til gode, det vil også komme dine nærmeste til gode. Er du lettere, gladere, friere, så smitter det af på dine nærmeste og det vil influere på den måde du indgår i relationen på.

Så hvordan gør man?

Der er to måder – den feminine og den maskuline. Den feminine handler om at acceptere din vrede og bitterhed. At rumme den. Forstå, hvor den kommer fra. Og forstå dem, du er vred på. Se det fra deres perspektiv. Det de gjorde var måske ikke godt nok. Det var uretfærdigt, ja! Men de gjorde deres bedste. Med accept og forståelse kommer tilgivelsen.

Den maskuline handler om at tage et valg. Man beslutter ganske enkelt bare at give slip på vreden og tilgive. Ja, det lyder simpelt og det er det også. Det kan dog være forbandet svært, men ikke desto mindre er der kun én måde. Giv slip på vreden.

Du må indse, at det er dig selv og ikke den anden, der drikker giften. Du må indse, at så længe du ikke tilgiver, så længe bliver du ved med at lide og være offer for oplevelser, der en gang har fundet sted. Vil du være offer eller vil du have indflydelse på dit eget liv? Du er ikke oplevelser, der engang har fundet sted. De har måske præget dit sind til at skabe mønstre, der forsøger at beskytte dig imod den samme slags oplevelser, men du er ikke dit sind. Dit sind er bare tanker. Du er den, der hører tankerne.

Her har du en lille øvelse, du kan lave, hvis der er nogen, du har brug for at tilgive.

Skriv et brev, slip din vrede og tilgiv
Tænk på den person i dit liv, du er vred på.
Overvej først, hvad det egentlig er, du er vred over og skriv dernæst et brev til personen hvori du skriver hvad du er vred over og hvad det har gjort ved dig. Har du lyst til at skrive andet, så gør du også det.
Det er ikke meningen, du skal sende brevet. Du kan gemme det og aldrig vise det til nogen eller brænde det, når du er færdig. Så tænk ikke på, hvordan du formulerer dig, på stavning og på personens reaktion.
Vær ærlig. Glem “den pæne pige” – få al din vrede ud!

God fornøjelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Password Reset
Please enter your e-mail address. You will receive a new password via e-mail.